This page will make my Life , will show me a new life & will be my Life ...

Thursday, March 09, 2006

Dett er Muhammad

Den udødelige historie
Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mere
end 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben
Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der
nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt
og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som
unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt
beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne
sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historien
er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede
der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt
menneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, var
en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin
venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de
stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba.
Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus.
Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den
kendteste mand i landet. Amina havde kun været gift i nogle få
maneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. På
tilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Her
blev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter. Da de dårlige
nyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hun
var da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødes
faderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føle
det, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo mere
hun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hun
havde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holde
erindringen om hendes kære mand i live.
Elefantens år
Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga.
de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede til
Mekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøre
sit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Han
forlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen.
Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som
de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt
hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vil
pilgrimmene ikke længere drage til Mekka".
Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som
nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op
imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at
forsvare sit eget hus.
Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler.
1/37
Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene
igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede
erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil
svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på
dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus".
Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte
en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og
Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som
nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder i
historien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignede
fødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden.
Aminas drøm
Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at få
vidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys komme
ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele
universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev
oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel
ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed.
Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod
himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er
godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive
menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var med
blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var
lykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne
verdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløs
gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine
drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid
for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat
størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt
chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans
barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn.
Den velsignede fødsel
Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den
22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden
havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var
glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev
bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af
sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før
havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin
favn, og gik direkte til Kaabaen.
2/37
Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye
i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina.
Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid.
Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet",
blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var
svaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved
med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dette
navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg,
men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker
at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære."
Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette
navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham
Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive
menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle
fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og
lovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingen
anden før eller siden havde været i stand til det.
Barndom
Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der
boede alt for mange mennesker. Byens velstående indbyggere anså
ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. De
plejede derfor, når deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sende
dem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, og
de frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blev
stærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Som
vanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter børn, og naturligt
ønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældre
betød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus til
hus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også Halima
Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde
hendes søgen været forgæves, og efterhånden troede hun, at hun
skulle vende tomhændet hjem igen.
Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun
tilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers.
"Hvad er der galt, kone?",
spurgte han. "Er der ingen børn, som vi kan tage med os hjem?".
Halima svarede: "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Der er kun
et faderløst barn tilbage. Hans strålende udseende vil erobre dit
hjerte, men du kan ikke være sikker på hvad resultatet vil blive, af
dine anstrengelser".
3/37
"Halima", sagde Harith: "gå straks og hent barnet. Hvem ved om det
måske bringer os held". Derpå vendte Halima og Harith tilbage til
deres hjem i ørkenen med Aminas barn. Kun lidet anede Halima, at
hun af alle ammer, var den heldigste. Hun skulle være plejemor for
det største menneske i historien, og han belønnede hende da også,
som intet andet plejebarn kunne gøre det. Fra det øjeblik Halima tog
spædbarnet i sin favn, fyldtes hendes hjerte af en mærkelig følelse af
fred og glæde. Hun følte, at hun var den lykkeligste kvinde i verden.
Alle sorger og bekymringer forlod hende pludselig. Snart blev Halima
og Harith meget stolte af deres plejebarn. I forvejen havde de fire
børn, og det nye barn blev hurtigt højt elsket af de øvrige børn.
Aminas faderløse søn bragte en usædvanlig lykke ind i sit nye hjem.
Den lille ørkenhytte blomstrede pludselig op. Alting fremstod nu i et
helt andet lys. Hele atmosfæren omkring huset syntes nu fuld af liv og
håb. Hele familien følte forandringen. En uforklarlig tilfredshed fyldte
deres hjerter. Deres geder og får voksede sig tykkere, uagtet de spiste
det samme som de plejede. Ja de gav endog mere mælk. Hele
familiens liv blev rigere og dybere. Harith og Halima blev det
lykkeligste par i Banu-Saad stammen, og helt naturligt stolte af deres
gode held. Naboerne talte om dem, og ønskede at det havde været
dem, der var de heldige.
Halima var glad for at se sit plejebarn vokse så hurtigt. Der var en
usædvanlig glød i hans ansigt. Da han var to år gammel, bragte
Halima, ham til Amina, der blev overvældet af glæde ved at finde sin
søn ved så godt helbred. En epidemi rasede i disse dage i Mekka;
derfor fandt Amina ikke at byen var et godt sted for hendes søn at
opholde sig. Hun bad derfor Halima om at tage ham med tilbage til sit
hjem, i ørkenen.
Intet kunne glæde Halima og hendes familie mere. Hendes mand og
børn blev glade ved atter at få det velsignede barn tilbage i deres
midte.
Mærkelige hændelser
Halimas sønner tilbragte deres dage med at vogte far og geder. De
førte hjorden ud i ørkenen hver morgen. Her græssede flokken
omkring, hele dage, og knægtene fulgte dem, og havde opsyn med
dyrene. Da deres plejebror voksede sig lidt større, tog de også ham
med sig, og med øjnene vidt åbne, begyndte den lille at læse i
naturens store bog. Ustandselig spurgte han om alt hvad han så
omkring sig, for han var stærkt interesseret i at vide alt. Halima følte
sig lykkelig. Hendes lille plejesøn voksede i såvel krop som sjæl.
4/37
Men besynderlige ting begyndte at ske. Halimas sønner så at den lille
Muhammad, ikke var som andre børn, de kendte. Der var noget højst
usædvanligt ved ham. Stenen hilste ham, når han passerede. "Fred
være med dig, Oh Allahs profet", hørte de stemmer sige, men de
kunne slet ikke få øje på hvorfra stemmerne kom. Ligeledes så de
træer og buske bøje sig for Muhammad.
Disse begivenheder forvirrede drengene meget. En aften spurgte de
deres mor. "Træer og buske bøjer sig for Muhammad (fred være med
ham) og stenene hilser på ham. Vi ser det næsten hver dag, men vi
ved ikke hvad disse ting betyder". "Tal ikke om det til andre", udbrød
Halima, "jeres plejebror er ikke noget helt almindeligt barn. Tag jer
godt af ham, for at der ikke skal overgå ham noget ondt". Men en dag
hændte der en frygtelig ting. Drengene vogtede dyrene som vanligt,
da to engle iført snehvide gevandter, steg ned fra himlen. De kom hen
til Muhammad (fred være med ham), tog hans skjorte af, og
sønderrev hans brystkasse. Dette skræmte drengene. Grædende løb
de hjem efter hjælp. Nyheden foruroligede Halima, der straks løb ud
på marken, for at se hvad der var sket. På vejen mødte hun den lille
Muhammad (fred være med ham), og hun råbte: "mit kæreste barn,
hvem er det som ønsker at skade dig? Åh kære, kære hvorfor vil
nogen prøve på at skade mit søde lille barn? Lad mig se, hvad der er
sket med dig". "Ingen ønsker at skade mig, mor", kom svaret "det var
kun englene. De sønderrev mit bryst og fyldte det med et
guddommeligt lys. Men jeg følte ingen smerte. Jeg er ganske uden
sår".
Halima blev forbavset over at høre dette, men var naturligvis også
glad, da hun så at hendes plejebarn ingen skade havde lidt. Hun
kunne ikke lade være med at føle stolthed over ham. Han var så
ganske anderledes end andre børn! Men samtidig var hun også en
smule bekymret, "Hvad betyder alle disse mærkelige hændelser"
tænkte hun ved sig selv. "Ganske vist vil mit plejebarn blive sit lands
stolthed, men jeg er en fattig kvinde, og er ikke i stand til at holde øje
med ham, nu hvor han tilbringer størstedelen af dagen udenfor
hjemmet. Jeg må hellere sende ham tilbage til hans mor". Halima talte
med sin mand om situationen. Han var enig med hende. "Jeg ville
ønske, at vi altid kunne have ham hos os", sagde Harith; "han har
bragt os så megen lykke. Men jeg frygter at de mærkelige hændelser
vil blive kendt, og måske vil onde mennesker prøve på at tilføje ham
skade. Så dette må nu være tiden, hvor han drager tilbage til sin egen
familie". Amina blev meget lykkelig, da hendes søn vendte hjem igen.
Opholdet på landet havde gjort ham godt. Han havde en stærk krop
og et strålende helbred.
5/37
Han talte Banu Saad- stammens rene arabisk. Han så ud som en
engel, og var så fuld af løfter.
Aminas død
Aminas mand, Abdullah var begravet i Yathrib. Hvert år besøgte hun
hans sidste hvilested. Da Amina også havde slægtninge i Yathrib tog
hun sin lille søn med sig, for at han kunne lære resten af familien at
kende. Mor og søn blev i byen i en måned. Når den lille dreng besøgte
sin fars grav, fyldtes hans hoved af mærkelige tanker. "Far", udbrød
han en dag, "Jeg kan lide byen her hvor dit støv er begravet". Da
Amina var på vej tilbage til Mekka blev hun pludselig alvorlig syg, og
døde kort tid efter. De andre kvinder, der rejste sammen med hende
bragte Muhammad tilbage til Mekka. Han var da 6 år gammel, og uden
mor og far.
Bedstefarens død
Aminas død kom som et chok for Abdul Muttalib. Den gamle mand tog
sig af sit lille barnebarn, og elskede ham højt. Overalt hvor Abdul
Muttalib kom frem, fulgte den lille Muhammad ham.
Pga. sin stilling som overhoved for Quraish-stammen var Abdul
Muttalib reelt hersker over Mekka. Når Quraish-lederne mødtes til
rådslagning foran Kaabaen plejede den store gamle mand, at sidde i
midten, mens de øvrige placerede sig i en vis afstand, omkring deres
leder. Den lille Muhammad (fred være med ham) sad altid ved hans
side. To år senere døde Abdul Muttalib pludselig, og efterlod sig et
antal sønner. Af disse var Abdullah og Abu Talib, sønner af den samme
mor, og Abu Talib fik overladt hvervet at tage sig af den lille drengs
videre opdragelse.
En elskelig onkel
Abu Talib var et hjertensgodt menneske, og han holdt mere af sin
nevø, end af sine egne sønner. Han havde også gode grunde dertil,
nemlig at den lille Muhammad (fred være med ham) var både yderst
tiltalende og velopdragen. Han sagde eller gjorde aldrig noget, som
mishagede andre, og prøvede på altid at være til hjælp for sin onkel
og andre mennesker.
Abu Talib var på ingen måde nogen rig mand. Han havde en stor
familie, hvis medlemmer måtte arbejde hårdt for at skaffe sig til
føden. Drengene var fare- og gedehyrder, men havde også, nu og da,
andre tjenester og gøremål, at passe.
6/37
Muhammad (fred være med ham) tog mere end sin del af arbejdet, da
han ikke ønskede at være en byrde for sin onkel. Abu Talib så hurtigt
hvor hensynsfuld hans lille nevø var, og dette gjorde ham endnu mere
venlig imod drengen, og han tog drengen med overalt hvor han gik.
Kommende begivenheder kaster en skygge
Så stor var Abu Talibs ømhed for den lille, at han aldrig tillod ham at
være væk for længe, ad gangen. Drengen var blevet 12 år gammel,
da hans onkel skulle drage til Syrien på handelsrejse. Rejsen
forventedes at tage nogle måneder. Den var lang og trættende. Abu
Talib ønskede ikke at Muhammad (fred være med ham) skulle
gennemgå rejsens strabadser, så han traf beslutning om at lade ham
blive i Mekka. Men heri var drengen absolut ikke enig. "Jeg må rejse
med dig, onkel", erklærede han bestemt, "Jeg kan ikke forestille mig,
at være væk fra dig så længe". Abu Talib tog derfor den unge dreng
med sig på rejsen.
Karavanen drog afsted mod Syrien. ørkensolens voldsomme stråler
brændte hele dagen lang, men kunne ikke røre Abu Talibs nevø. En
sky hang over hans hoved, fra solopgang til solnedgang, og skyen
bevægede sig med karavanens fart. Når karavanen gjorde holdt, for at
hvile, standsede skyen også. I byen Basra levede der en oplyst kristen
præst, ved navn Buheira. Han vidste fra den hellige skrift, at tiden for
den sidste profets genkomst nu var inde. Den kloge gamle præst
vidste hvad Jesus havde ment med ordene: "Der er stadig mange ting,
som jeg må sige til jer, men I kan endnu ikke tåle at høre ordene. Men
når han, Sandhedens ånd kommer, vil han lede jer alle til sandheden".
Præsten vidste også, at den ventede profet ville passere Basra
omkring dette tidspunkt. Derfor stillede han sig hver morgen op på
taget af sit hus og spejdede mod horisonten, og blev stående der hele
dagen. Omsider så Buheira Abu Talibs karavane, og han fik hurtigt øje
på den strålende knægt, der red på en kamel. Han så endvidere en
sky der hang over drengens hoved, for at beskytte ham imod solens
brændende stråler. Buheira stirrede intenst på drengen, fra top til tå;
der var ingen tvivl i hans sind, om at han for sig havde den ventede
profet. Buheira kravlede skyndsomt ned fra taget og løb karavanen i
møde. Den skulle overnatte i Basra. Efter aftensmaden talte Buheira
med Abu Talib. "Hvem er denne dreng?" spurgte han. Abu Talib
svarede, at det var hans søn. "Men det er umuligt", sagde præsten og
rystede på hovedet. "Denne drengs far er død for længe siden". "Du
har ret, kloge mand", svarede Abu Talib forbløffet. "Drengen er min
nevø. Min bror døde få måneder før han blev født, men jeg tog ham til
mig, og opdrog ham som var det min egen søn". "Det er som det skal
være", sagde Buheira med et smil.
7/37
Præsten stillede Muhammad (fred være med ham) mange spørgsmål.
"Har engle vist sig for dig, og har du besynderlige drømme?" Drengen
fortalte Buheira alt om sit møde med englene, og ligeledes om sine
vidunderlige drømme.
"Det er nu klart som dagen, at du er Sandhedens ånd, som Jesus
varslede", erklærede den kristne præst. "Jeg vil gerne kysse
profetskabets segl på din ryg". Han løftede derpå drengens løse
skjorte— og se! Der var tegnet på profetskabet! Buheira kyssede det
igen og igen. Derpå sukkede han: "Jeg ville ønske, at jeg kunne blive
en af dine ledsagere". Han vendte sig mod Abu Talib og sagde: "Pas
godt på din nevø, thi han er den sidste profet, som verden har ventet
på, i så lange tider. Tag dig i agt for jøderne, for at de ikke skal
forvolde ham noget ondt". Abu Talib forstod ikke meget af hvad
Buheira havde sagt. Han gjorde imidlertid sit ophold i Syrien så kort
som det var muligt, og skyndte sig tilbage til Mekka
Mission
I disse fjerne tider fandtes der ingen skoler i Arabien, og derfor fik
Muhammad (fred være med ham) heller ingen undervisning. Alligevel
havde han et skarpt øje og et tænksomt sind. Han uddrog en erfaring
af alt hvad han hørte og så. Uanset om det var i ørkenens vildnis, eller
i markedspladsens mylder, var hans blik fæstnet på livets og naturens
grundlæggende kendsgerninger. Intet undgik hans opmærksomhed.
Tingenes ydre former var ikke nok for ham; han så efter deres dybere
mening, der var skjult for det overfladiske blik. Hans vågne stunder
var ofte fyldt med intens tænkning. Hvorfor følger nat efter dag?
Hvordan kan årstidernes evindelige vekslen finde sted? Hvad betyder
vinde, skyer og regn for menneskene? Hvordan opstår disse forskellige
naturfænomener? Hvorfor bevæger himmellegemerne sig i nøje
afgrænsede baner? Den tænksomme unge ledte efter svar på disse og
andre spørgsmål.
Det daglige liv, som Muhammad så omkring sig, gav også næring til
mange tanker.
Folk tilbad idoler. De drak tæt og spillede om penge. De begravede
deres døtre levende. De var grusomme imod deres slaver, og grove
mod kvinderne. Og det værste af alt; de satte en ære i at være det!
De prøvede at overgå hinanden med alle tænkelige midler, i dette
vanvittige kapløb, som ofte ledte til blodige stridigheder. Nogle af
disse fejder varede i generationer.
Forholdene i Arabien var elendige. Og i de omkringliggende lande var
de ikke stort bedre.
8/37
Den Hellige Profet var misfornøjet med denne livsform. Han deltog
aldrig i de tåbelige ting, der skete omkring ham, ligesom han heller
ikke deltog i idol-tilbedelsen. Støjende forlystelser, gik han langt uden
om, og var stille og tankefuld. Han holdt sig langt borte fra fester og
markeder, og med tiden tænkte han mere og mere på alt det onde
han så omkring sig. Muhammad (fred være med ham) søgte efter en
måde hvorpå han kunne befri verden for alt det onde.
Slaget ved Fudjar
Forskellige arabiske stammer var konstant i krig med hinanden. Også
Quraish-stammen deltog i en af disse krige, der afbrudt af lange
pauser varede i fire år. På det tidspunkt var Profeten en ung mand på
femten år. Han var nødt til at holde med sin stamme. Men han vidste,
at hans stamme ikke kæmpede for Allahs skyld, så derfor deltog han
ikke særligt aktivt i kampen. Han trak ikke sit sværd, men nøjedes
med at indsamle fjendens afskudte pile, og række dem til sin stammes
bueskytter. Selv afskød han kun få pile. Dette slag er siden blevet
kendt som slaget ved Fudjar.
Socialt arbejde
De evindelige kampe, stammerne imellem, bragte lidelser til mange
mennesker. De svage led naturligvis mest, og for dem var der ingen
hjælp at finde. For år tilbage havde nogle barmhjertige mennesker
oprettet en hjælpeorganisation, der skulle bistå de svageste i
samfundet, men dette selskab led en hensygnende tilværelse, og var
reelt set uden betydning. De sårede og de nødstedte fra slaget ved
Fudjar kunne således ikke få nogen hjælp. Den Hellige Profet følte sig
dybt berørt deraf. Han besluttede sig til at gøre noget ved sagen.
Derfor drog han da til Mekkas ledere og høvdinge, og talte med dem
om sagen. Heldigvis var han i stand til at opnå støtte hos en del af
dem, og således genopstod det godgørende selskab atter, og Den
Hellige Profet blev drivkraften i foretagendet. Med tiden faldt mange af
hans støtter fra, men Den Hellige Profet fortsatte ufortrødent sit
arbejde.
Kaabaen genopbygges
Kaabaen lå i midten af en lav dal. Et år regnede det så meget at dette
afstedkom en oversvømmelse, der skyllede Abrahams tempel bort.
Forskellige stammer arbejdede sammen om at genopbygge Kaabaen.
Templet var næsten færdigt, kun den berømte sorte sten manglede at
blive sat på plads. Men en strid opstod, fordi hver enkelt stamme
ønskede at få denne ære. Det syntes nu som om, at kun sværdet
kunne træffe en beslutning.
9/37
Ingen fredelig løsning syntes mulig. Da var der en, der fandt på en
plan: "Lad sagen hvile til i morgen", tilrådede han, "og den første, der
træder ind i Kaabaen i morgen tidlig skal beslutte hvad der skal ske.
Alle må da acceptere hans afgørelse".
Denne ide syntes alle godt om. Mænd fra forskellige stammer løb til
Kaabaen før solopgang, næste morgen, og alle prøvede på at være
den første, som trådte ind i Allahs hus. Men alle blev de skuffede, thi
en ung mand havde allerede indfundet sig. Det var ingen andre end
Abu Talibs nevø. Den Hellige Profet blev bedt om at fortælle, hvilken
afgørelse han var kommet til. Han tog derpå et lagen, bredte det ud
på jorden, og den sorte sten i midten. Høvdingene blev nu kaldt frem,
og bedt om i fællesskab at løfte lagenet til dets rette højde. Alle gjorde
som der blev sagt, og da stenen nåede den rette højde, tog Den
Hellige Profet den egenhændigt og satte stenen på plads. Denne
løsning faldt ud til alles tilfredshed.
Sandhedens ånd
Mekkas stormænd var købmænd og
handelsrejsende. Abu Talib skaffede sig ogsa sit udkomme på denne
måde, og det var derfor naturligt at Den Hellige Profet blev inddraget i
handel. Men han var ikke som andre handelsmænd, idet han var
yderst ærlig og pålidelig. Han var venlig i sin tale, retfærdig og åben i
sin handel. Han kom aldrig med en forkert udtalelse, men var oprigtig
og redelig. Alle der handlede med ham, blev slået af den unge mands
store kvaliteter. Det var næsten for utroligt, at noget menneske kunne
være så oprigtigt. Engang bad en kompagnon Den Hellige Profet, om
at vente på et gadehjørne. Kompagnonen lovede at være tilbage i
løbet af få minutter, men han glemte imidlertid alt om sin aftale. I tre
døgn stod Muhammad (fred være med ham) på gadehjørnet, og
ventede. På den fjerde dag, kom kompagnonen tilfældigt forbi, og blev
lamslået da han så sin ven, der hvor han sidst havde forladt ham, og
blev meget bedrøvet over sin glemsomhed. Men Den Hellige Profet
bemærkede med et smil: "Tag det nu roligt. Jeg lovede at vente på
dig, indtil du kom tilbage, og som du ser har jeg holdt mit ord".En
anden gang solgte Profeten nogle kameler.
Da kunden var gået kom Profeten i tanke om, at et af dyrene var lam
på det ene ben, og han skyndte sig efter manden. Han indhentede
ham snart, og gav ham pengene tilbage, og tog kamelen med sig
hjem igen. Sådanne ærlige handler var uhørte i datidens Arabien.
Snart spredtes historien vidt omkring; han blev elsket og respekteret
af alle for sin ærlighed og sit venlige væsen.
10/37
Den Hellige Profet blev kendt som "Al-Amin" og "As-Sadiq" (den
ærlige, den sandfærdige eller Sandhedens ånd).
Ægteskab
I Mekka levede der en rig enke, ved navn Khadidja. Hun var ædel og
smuk. To gange havde hun været gift, men begge hendes ægtemænd
var døde, og havde efterladt hende i gode kår. For sine midler deltog
hun i handelen på de omkringliggende lande, og hun udsendte agenter
til mange byer og handelspladser. Da hun hørte om Den Hellige
Profets ærlighed, overvejede hun at antage ham, som sin agent. Med
et bud, lod hun ham tilgå besked om hvad hun ønskede, og han
indvilgede da også heri. Khadidja sendte straks den unge pålidelige
handelsmand til Syrien, ligesom hun sendte sin betroede slave,
Majsarah, med på turen. Rejsen blev en stor succes, og indbragte
Khadidja en større fortjeneste end hun havde håbet på. Majsarah
omtalte i rosende vendinger den nye agent. Khadidja var dybt
imponeret over hans ærlighed og gode manerer. Så hun besluttede sig
til at ægte ham.
Endnu en gang lod hun Den Hellige Profet få besked om sine planer.
Mangen en rigmand i Mekka, havde forgæves bejlet til Khadidjas
hånd. Hun havde afvist, at gifte sig med nogen af dem, fordi hun
regnede med, at de blot ville have hende på grund af hendes
rigdomme. Men her var endelig en mand, som Khadidja ønskede at
gifte sig med. Hun vidste af personlig erfaring, at han ville værdsætte
hendes store kvaliteter og ikke hendes velstand. Derfor tilsendte hun
ham ægteskabstilbudet. Den Hellige Profet talte derom, med sin onkel
og med andre slægtninge, som straks rådede Muhammad (fred være
med ham) til at acceptere. Kort tid efter ægtede Khadidja Den Hellige
Profet. Hun var da 40 år, mens han var 25 år.
Familieliv
Ægteskabet blev lykkeligt. Khadidja elskede sin mand højt og jo
tættere de kom hinanden, desto mere voksede hendes ømhed for
ham. Alle hendes rigdomme tilhørte nu også ham, og dette gjorde
Profeten bedre egnet til at tjene menneskeheden, end tidligere.
Khadidja havde i sit hus en slave, ved navn Zaid, som hun skænkede
ham i bryllupsgave. Han frigav straks Zaid og adopterede ham som sin
søn. Khadidjas andre slaver og tjenestepiger modtog på lignende vis,
den bedste behandling. Den Hellige Profet tiltalte dem aldrig som "min
slave" eller "min tjenestepige", som andre mennesker havde for vane,
at gøre.
11/37
Altid kaldte han dem "min søn" eller "min datter". Efter ægteskabets
indgåelse tog Den Hellige Profet vare på Khadidjas mange
forretninger. Men hans hjerte var andetsteds. Rigdommene betød
ingenting for ham. Han anså penge for at være et middel, hvormed
han kunne hjælpe andre. Med sine rigdomme løskøbte han adskillige
slaver og tjenestepiger. Det gjaldt især de slaver der led mest under
deres herrers hårdhændede behandling.
Den Hellige Profet betalte også gælden for fattige folk, der selv var
ude af stand dertil. Det gode par levede et lykkeligt liv. Allah
skænkede dem syv børn — tre sønner og fire døtre. Sønnerne døde i
en tidlig alder, mens døtrene voksede op og blev gift. Den ældste søn
blev kaldt Qasim, og det var ham som gav sin far efternavnet Abû
Qasim (far til Qasim). Så stor var farens kærlighed til sin søn, at han
sidenhen holdt af at blive tiltalt med dette navn. Den Hellige Profet var
en elskelig far og en god ægtemand. Hans kone lovpriste ham
udelukkende. Han elskede sine børn højt, og tog sig af deres mindste
behov. Når nogen af børnene var syge, sad han hos dem dag og nat.
Han var i sandhed det mest hjertensgode menneske. Så snart han så
et menneske i nød, smeltede hans hjerte, og han gjorde alt, hvad han
kunne for at lindre den nødlidende. De stolte Mekka-boere anså deres
kvinder for deres ejendom. Kvinderne måtte tage sig af alt det huslige
arbejde. Hvis manden var rig, havde han tjenestepiger eller slaver, til
at hjælpe hustruen. Men sådan var det ikke med Muhammad (fred
være med ham). Han frigav alle Khadidjas tjenestepiger og hjalp selv
sin hustru. Han fejede gulvet og udførte alt slags arbejde. Han delte
fuldtud familiens lykke og bekymringer med Khadidja og børnene.
Den guddommelige mission i Mekka
Omsider lys
Som tiden gik, mistede Den Hellige Profet helt interessen for handel,
og brugte mere og mere af sin tid på anliggender, som han ønskede at
forbedre. Han drog ofte ud til Djebel Nûr, et lille bjerg få kilometer fra
byen, hvor han fandt en grotte (Hira), og her var han fortabt i sine
tanker, i timer og dage, i sin søgen efter svar på livets gåder. Han
ledte efter udveje, der kunne rejse mennesket fra de dybder, hvori det
var faldet. Den Hellige Profet tog ofte føde med sig, og kom ikke
tilbage til sit hjem i dagevis. Hele måneden Ramadan blev således
tilbragt i grotten. Omsider så han lyset, efter at have tilbragt seks
måneder i sit "tilflugtssted". Det skete en nat i måneden Ramadan
(610 efter vor tidsregning) at englen Gabriel viste sig for ham, med
det første budskab fra Allah.
12/37
Den Hellige Profet blev beordret til at handle som Allahs Udsending, og
han skulle gøre Allahs vilje kendt for hele menneskeheden. Han skulle
vise verden vejen til menneskelig værdighed, fremskridt og virkelig
lykke. Mesteren var da 40 år gammel. I 15 år havde han kendt den
lykke det var at være ægtemand og far. I mange år havde han haft en
stor viden om de lidelser, som menneskeheden måtte udstå. Nu kom
Allahs ordre til ham om at frelse verden fra alt ondt. Det var en ordre
om at lede menneskene frem mod et godt og rent liv.
Sandhedens første prøve
Mødet med Gabriel var en mærkelig ting for Den Hellige Profet. Han
havde aldrig hørt om noget lignende, og han følte sig temmelig
oprevet derover. Derfor skyndte han sig hjem og fortalte Khadidja,
hvad der var sket. "Du er det bedste menneske verden nogensinde
har kendt", udbrød hun. "Allah har derfor udvalgt dig til at arbejde for
sin sag. Du er blevet den udvalgte Udsending". Khadidja og
Muhammad (fred være med ham) begav sig hen til hendes fætter
Waraqa ben Naufal, der var kyndig i de kristnes og i jødernes hellige
bøger. Khadidja fortalte hvad der var sket i grotten ved Djebel Nûr.
"Frygt ikke, kære kusine" sagde den lærde,
"Din mand er Allahs udvalgte Profet. Allah har talt til ham, som han
gjorde det til Moses". Få måneder senere, viste Gabriel sig igen, og
bragte denne gang et tydeligt budskab fra Allah. Den Hellige Profet
skulle standse menneskehedens gang på den onde vej, og befale den
kun at tilbede en Gud, nemlig Allah. Den hellige mission skulle straks
begynde. I overenstemmelse hermed begyndte den svære opgave det
var, at samle folk om Islam. I samfulde fyrretyve år havde Allah
forberedt sin profet til den største gerning i historien, og nu kom
øjeblikket hvor Den Hellige Profet skulle påtage sig at udføre sin
mission. Khadidja var den første, der hørte budskabet, og hun var
straks modtagelig, og blev således den første muslim. Ali, Den Hellige
Profets 10-årige fætter var det første unge menneske, der tog Islams
lære til sig. Abu Bakr, Den Hellige Profets mangeårige ven, blev den
første voksne mand, der kom ind i Islams fold. Zaid, den frigivne
slave, var ligeledes blandt de første muslimer. Allahs sidste Profet blev
således, først af alle steder, hædret i sit eget hjem. Hans nærmeste
var de første til at acceptere ham. Dette var noget ganske
usædvanligt. Profeter før ham var blevet hånet og bespottet af deres
egne nære slægtninge og venner.
13/37
Først langt fra hjemstavnen vandt de deres første tilhængere og
anerkendelse, og familie, slægt og venner var som regel blandt de
allersidste, der sluttede sig til dem. Men i tilfældet med Den Hellige
Profet var det modsat! I sandhedens første prøve vandt han en
succes, som ingen profet før ham havde magtet. I Muhammads (fred
være med ham) tilfælde blev hans nærmeste de første tilhængere.
Djebel Safa
I et stykke tid blev Islams budskab fremført på en tilbageholdende og
stilfærdig måde. Abu Bakr bragte nogle af sine venner ind i Islams
fold. Mesteren talte ligeledes til folk i det skjulte. Da kom endnu et
budskab fra Allah. Budskabet skal fremføres offentligt! Allahs
Udsending blev beordret til først at forkynde for sin egen slægt, og
derefter for alle mennesker.
Djebel Safa er en lille høj, nær Kaabaen. En dag tog Den Hellige Profet
opstilling på den, og kaldte folk sammen omkring den. "Hvis jeg
fortæller jer, at en stor hær er skjult bagved bjerget og kun venter på
at angribe jer, vil I da tro mig?" "Naturligvis vil vi det", lød svaret fra
hundreder af stemmer; "Vi ved at du aldrig fortæller usandheder". "Så
hør da videre på mig", fortsatte Den Hellige Profet. "I skal ikke tilbede
andre guder end Allah. Hvis I gør det, vil en ond skæbne overgå jer
alle, og da vil I fortryde, men det vil være for sent. Jeg vil ikke være i
stand til at gøre noget for jer, selvom I er mine slægtninge". Et
voldsomt vredesudbrud fulgte ovenpå denne udtalelse. "Han er blevet
gal" sagde mange, mens andre kun havde endnu værre udtryk tilovers
for Den Hellige Profet. Snart efter fjernede mængden sig, uden at
nogen tog sig af hvad der var blevet sagt.
En trussel mod den gamle orden
Fra denne dag lød Islams stemme højere og højere. Mesteren og hans
ledsagere opfordrede åbent folk til at antage den nye tro. De fortalte
dem, at idolerne var magtesløse, og ude af stand til at gøre ondt eller
godt. De fortalte også folk, at de skulle være gode og hensynsfulde
imod hinanden, og de opfordrede dem til at opgive deres slette vaner
og deres falske æresbegreber. Denne lære betød et dødsstød for den
gamle livsform. Folket betragtede Islams lære, som en forhånelse
imod forfædrenes religion. Islam søgte at forbedre menneskehedens
skæbne, og ville løfte de undertrykte op til et anstændigt liv. Der
sattes spørgsmålstegn ved de gamle privilegier, som de rige og de
mægtige nød godt af. Islam stræbte efter at fjerne alle grusomme
handlinger og tåbelige overleveringer.
14/37
Dette var imidlertid for meget for de stolte høvdinge i Mekka. De så i
Islam en fåre for deres privilegier. Islam ville nedbryde alle de lænker,
der bandt menneskenes sjæle. Islam betød lighed for alle mennesker,
og det betød frihed for tanke og tale. Hvordan kunne Mekkas høvdinge
tillade dette? Hvordan kunne de opgive deres særlige privilegier?
Længe tænkte de sig grundigt om, og så besluttede de sig til at
handle. Men de måtte skynde sig, thi den nye lære havde allerede
fundet grobund, så høvdingene besluttede sig til at handle før det var
for sent.
Pression slår fejl
Ledernes plan var enkel nok. "Vi kan let klare Muhammad (fred være
med ham), hvis hans onkel ikke afviser os, så lad os da straks tale
med Abu Talib". En delegation opsøgte Abu Talib, og fremførte deres
andragende. "Din nevø overdænger såvel os, som vore forfædre med
fornærmelser. Også vores religion forhåner han. Dette kan vi ikke
længere finde os i. Sig til din nevø, at han øjeblikkelig skal holde inde,
eller du må overlade ham til sin skæbne. Hvis du ikke gør nogen af de
ting, vi her har nævnt, må du være indstillet på at skulle undgælde for
hans handlinger". Dette var en ubarmhjertig advarsel. Abu Talib følte
at han ikke kunne hamle op med høvdingenes forenede magt, så han
tilkaldte sin nevø, og fortalte ham, hvad der var blevet sagt, og han
tilføjede yderligere: "Min kæreste nevø, tænk på din egen sikkerhed,
og også på din onkels.
Bring mig ikke ud i vanskeligheder, som jeg ikke kan klare". Advarslen
var slem nok til at kunne knægte selv det modigste menneske.
Men for Den Hellige Profet var der ingen tvivl. Vejen foran ham var
klar og tydelig. Han vidste, at hans mission havde Allah, den
Almægtiges fulde støtte. I en fast og rolig tone, sagde han: "Ved
Allah, jeg vil fortsætte det hverv, der er blevet mig pålagt; om så alle
mine slægtninge og venner forlader mig, vil jeg ikke standse
forkyndelsen af sandheden. Om så døden stirrer mig i øjnene, vil jeg
fortsætte." Abu Talib blev rørt over alvoren og styrken i disse ord.
"Godt, godt", sagde han, "gør som du finder bedst. Ingen skal skade
dig så længe jeg lever".
Lokkemaden virker ikke
Høvdingenes plan mislykkedes! Pressionen førte ikke til det forventede
resultat. Det næste der skete var, at de lagde lokkemad ud for Den
Hellige Profet. Således valgte de Utba ben Rabia til at give sig i kast
med Den Hellige Profet. Utba var en intelligent mand med en glat
tunge. Han gik til Mesteren og sagde:
15/37
"Hør her Muhammad (fred være med ham); du stammer fra en ædel
familie. Dine forfædre var alle berømte ledere. Derfor må du
naturligvis også ønske at opnå en høj stilling i samfundet. Men derfor
behøver du ikke at splitte folket. Lad dem dog følge den gode gamle
levemåde, og vi vil skænke dig hvad du ønsker. Hvis det er penge, så
sig hvor meget og vi vil give dig det. Hvis du ønsker en smuk hustru,
ja da lover vi dig, at finde den smukkeste kvinde i hele landet. Hvis
det er magt, du stræber efter, er vi parate til at gøre dig til vores
konge. Vælg en af tingene, eller dem alle, og du vil modtage hvad du
ønsker. Men, for Guds skyld hold inde med din mærkelige mission".
Disse lokketoner havde overhovedet ikke nogen virkning. "Ved Allah",
sagde Den Hellige Profet, "om så folkene i Mekka placerede solen i min
højre hand, og månen i min venstre hand, da ville jeg ikke holde op
med at udføre min pligt". Utba vendte tomhændet tilbage. Hans gode
forstand og hans glatte tunge, havde ikke været til nogen gavn. Dette
gjorde kun Mekka-høvdingene endnu mere vrede og uforsonlige. Nu
mente de det alvorligt.
Islam var en fåre for alt hvad de havde kært, og denne fare måtte
imødegås, uanset hvad det skulle koste.
Forfølgelse
Da Mekka-boerne så at pression og lokkemad ikke havde nogen
virkning, besluttede de sig til at gøre livet uudholdeligt, for Mesteren
og hans tilhængere. Omvendte slaver blev allerværst behandlet. Deres
herrer opførte sig imod dem, som var de dyr. Men overfor Islams
magiske tiltrækning slog Mekka-boernes vrede fuldstændigt fejl.
Muslimske slaver forblev tro imod den nye lære, også selvom flere af
dem blev pryglet til døde. Nogle af de muslimske slaver blev købt og
frigivet af Abu Bakr. Heller ikke de velhavende muslimer blev skånet
for vanskeligheder. Deres egne slægtninge vendte sig imod dem.
Uthman ben Affar blev således overfaldet en mørk aften, ligesom
mange andre fik en lignende skæbne. Mesteren selv oplevede en
frygtelig tid. Folk kastede snavs efter ham, når han gik på gaden. Abu
Lahabs kone var den ledende i dette hæslige spil. Disse ugudelige
mennesker spredte torne på hans vej.
De lavede alle former for støj, når han stod i Kaabaen for at bede og
når han vandrede ud for at tale med folk om Islam ville de ikke tillade
andre at høre, hvad han havde at sige. Mekka-boerne gjorde alt hvad
de kunne for at piske hadet op mod Islam og muslimerne. Uanset hvor
Den Hellige Profet gik, blev han skygget af sine fjender.
16/37
Had-kampagnen blev anført af Abu Djahl, der var leder af Quraishstammerne,
og han havde sammen med sine tilhængere sat sig for at
udrydde Islam fuldstændigt. Da alle fredelige midler hidtil var slået
fejl, besluttede de sig nu til at bruge brutal magt.
Islam marcherer fremad
Til trods for alt dette, vandt Islam stadig flere og flere tilhængere.
Enhver der hørte Islams råb følte den uimodståelige tiltrækning.
Koranens ord havde en magisk virkning. Nogle af Mekkas ledende
mænd accepterede Islam. Hamza, Den Hellige Profets onkel og Umar
var blandt disse. Abu Dharr al-Ghifari var en anden. Umars
omvendelse skete ikke uden dramatik. Han var en mand af stort mod.
En dag gik han ud, for med sværdet i hånd, at dræbe Mesteren. På
vejen til Mesterens hus, fik han fortalt at hans søster nylig var blevet
omvendt, og han ændrede hurtigt beslutning og skyndte sig til hendes
hus, hvor han fandt hende fordybet i Koranen.
Hun prøvede at gemme bogen, men han var hende for hurtig.
Søsteren tryglede ham om at høre Koranens budskab. Umar lyttede til
nogle vers. Virkningen var øjeblikkelig, og på ingen tid blev Umar et
andet menneske. Han skyndte sig hen til Den Hellige Profet og antog
Islam.
Udvandring til Abyssinien
Allahs guddommelige mission gik nu ind til sit femte år.
Quraishlederne gjorde alt hvad de magtede, for at knuse den, men
Islam voksede sig stærkere og stærkere for hver dag. Denne
kendsgerning fik Mekka-høvdingenes raseri til at stige yderligere, og
de var desværre i stand til at gøre livet utåleligt for mange muslimer.
Disse lidende kom til Mesteren og spurgte om tilladelse til at rejse til
det nærliggende Abyssinien, på den anden side af Det røde hav.
Mesteren gav tilladelsen. Først udvandrede 15 kvinder og mænd,
siden fulgte flere til, og tallet steg til 83 muslimer. Dette gjorde
naturligvis ikke Mekka-høvdingene mildere stemt, og de sendte to af
deres mænd, til Negus, der var konge i muslimernes nye land. Ved
ankomsten til hans hof, bad de kongen om at jage muslimerne ud af
landet, med den begrundelse, at de var uønskede folk. Negus spurgte
muslimerne, hvad de havde at fremføre til deres forsvar. Djaafar der
var søn af Abu Talib, stod frem og sagde: "Oh konge, vi var før hen et
ondt folk. Vi tilbad idoler og gjorde alle de tåbelige ting vi kunne
komme til.
17/37
Allah har sendt os sin sidste profet, og han har lært os at bede, og at
være barmhjertige imod hinanden. Dette har imidlertid gjort vort eget
folk til vore fjender. De ønsker at tvinge os til at leve i den ondskab og
ugudelighed vi nu har vendt ryggen. Vi håber, Oh konge, at I ikke vil
tillade disse onde mennesker, at lægge hånd på os." Kong Negus blev
dybt rørt ved denne appel, og han bad Djaafar om at fremsige nogle
vers fra Koranen. Djaafar reciterede fra kapitlet "Marjam". Kongen
følte sig bevæget, og sagde til de to udsendinge fra Mekka: "Jeg vil
ikke udlevere disse mennesker, thi de følger kun den sande tro".
Banu Hashim afsondres i en dal
Efterhånden blev Mekkas høvdinge i stadig stigende grad bitre og
uforsonlige imod Abu Talib og Banu Hashim-stammen. "Det er
Hashimitternes skyld", erklærede de, "hvis de slår hånden af
Muhammad (fred være med ham) vil han snart stoppe sine aktiviteter.
Eftersom de ikke gør det, godt så lad dem undgælde for deres
slægtninges handlinger". Således indgik alle byens stammer en
overenskomst, hvori de blev enige om, at indstille ethvert
handelssamkvem med Banu Hashim. Ingen måtte sælge noget til dem
eller slægten, i det hele taget. Aftalen blev underskrevet, og hængt op
i den hellige Kaaba, og fandt sted i Den guddommelige missions
syvende år. Nu fulgte en periode med mange genvordigheder for Banu
Hashimstammen og for muslimerne i det hele taget. Så stort var
presset at Abu Talib, stammens overhoved søgte tilflugt i en snæver
dal, der senere er blevet kendt som Abu Talibs pas. I tre år levede
Mesteren og hans følgesvende i denne dal. Mange af muslimerne
sluttede sig her til dem. Alle forsyninger til dalen blev indstillet, og
Mekkaboerne var meget omhyggelige med at ingen mad og føde
nåede flygtningene, som udelukkende måtte ernære sig af blade og
bær fra træer og buske. Især børnenes tilstand var elendig. Omsider
forbarmede nogle venligtsindede Mekka-høvdinge sig og tog stammen
til nåde igen. De sønderrev aftalen, der stadig hang i Kaabaen. De
sultende og udhungrede muslimer blev nu i stand til at vende hjem.
Den almindelige bitterhed imod Islam og muslimerne tog imidlertid
ikke af, men fortsatte med uformindsket styrke.
Sorgens år
Kort tid efter opholdet i dalen døde Abu Talib. Han var da 80 år og
hans helbred var blevet nedbrudt efter tre års sult og afsavn. Snart
efter døde også Khadidja, Mesterens gode og trofaste hustru. Begge
disse dødsfald fandt sted i Den hellige missions tiende år. Tabet af de
nære slægtninge gjorde Mesteren meget bedrøvet.
18/37
Abu Talib og Khadidja havde været søjler der styrkede ham, og deres
død gjorde Mesterens fjender dumdristige i deres mod. En dag da Den
Hellige Profet stod i dyb bøn, i Kaabaen, sneg Abu Djahl, sig ind på
ham bagfra, kastede et klæde om hans hals og forsøgte at strangulere
Mesteren. Han ville være blevet kvalt, hvis ikke Abu Bakr i tide var
kommet til hjælp.
Fordrivelsen fra Taif
Modstanden i Mekka var stadig voldsom, så Den Hellige Profet
forsøgte at sprede sin lære til en anden by. Ca. 60 kilometer fra Mekka
lå Taif, hvortil Mesteren drog en dag. Her sammenkaldte han byens
ledere og opfordrede dem til at acceptere og antage Islam. De ænsede
overhovedet ikke hvad han havde at sige, så forsøget måtte hurtigt
indstilles. Da han var ved at forlade byen, sendte de onde høvdinge
deres hunde efter ham, ligesom de fik en flok vagabonder til at kaste
sten efter Den Hellige Profet. Byger af sten ramte Allahs Profet, idet
han forlod byen, og dette ophørte først, da han søgte tilflugt under
nogle træer i en nærliggende have. Han var ganske ilde tilredt, og der
flød så meget blod, at hans sko blev fyldt deraf. Alligevel var det
eneste han sagde: "Herre tilgiv disse mennesker, thi de ved ikke hvad
de gør".
Miradj – opstigningen
I den Guddommelige missions tiende år fandt også den berømte
opstigning sted. En nat kom englen Gabriel således med den besked,
at Allah ønskede at tale med sin profet. Rejsen begyndte på en
bevinget hest (Burâq). Fra Mekka blev Den Hellige Profet bragt til
Jerusalem. I Davids tempel fremsagde han sine bønner sammen med
profeterne Abraham, Moses og Jesus, hvorpå rejsen tværs gennem
himlene begyndte. Omsider stod Den Hellige Profet foran den
guddommelige trone.
Bagved et forhæng fandt en meget åbenhjertig samtale sted. Ved
nattens slutning vendte Den Hellige Profet tilbage til sin by.
Lyset spredes til Yathrib
Hvert år, på den tid da pilgrimmene besøgte Mekka, talte Mesteren til
de mennesker, der kom fra andre byer og lande, og han fortalte dem
hvad Islam betød, og hvad det stod for. Mekka-boerne prøvede med
alle midler at holde pilgrimmene langt væk fra Den Hellige Profet, men
heller ikke i dette havde de noget held med sig. I missionens 11. år,
antog seks pilgrimme fra Yathrib Islams lære, og i det følgende år,
yderligere tolv pilgrimme.
19/37
På deres anmodning sendte Den Hellige Profet Mus'ab ben Umair til
Yathrib, for at sprede Islams lære yderligere. Hans mission blev meget
frugtbar, thi inden et år blev mange Yathrib-boere muslimer. I
missionens 13. år drog 72 muslimer fra Yathrib til Mekka, på valfart.
På deres vegne, anmodede de Den Hellige Profet om at gøre Yathrib til
Islams by. Abbas, en af Mesterens onkler, var tilstede under samtalen.
"Hvis I ønsker at tage min nevø med jer", sagde han, "må I afgive et
løfte, nemlig:
altid at bistå og støtte ham, under alle omstændigheder, og i alle
forhold. Til trods for divergerende opfattelser i tro og anskuelser, har
vi, hans slægtninge, stået last og brast med ham i alle disse år. Hvis I
kan og vil gøre dette, vil vi sende ham med jer. Hvis ikke, så lad ham
da blive her i Mekka". "Vi lover det med glæde", var svaret, "men vi
ønsker også en forsikring. Når Allahs udsending har opnået magt og
indflydelse, må han ikke forlade os og vende tilbage hertil". "I får
dette løfte", svarede Den Hellige Profet. "Jeg er jeres, og I er mine".
Den Guddommelige mission i Medina
Islam finder et nyt hjem
En strøm af muslimer begyndte nu at flyde fra Mekka til Yathrib.
Længe før alle andre drog Mesteren afsted med en lille udvalgt skare,
hvad der kun gorde Mekka-boerne rasende. "Islam slår nu rod i
Yathrib", udbrød de. "Med tiden vil troen være stærk nok til at slå
igen. Der er endnu tid til at udføre det eneste mærkbare, som kan
fjerne faren helt. Dræb Muhammad (fred være med ham) og Islam vil
følgelig dø ud".
Hidjra
Mens fjenderne således lagde planer imod hans liv, modtog Mesteren
et budskab fra Allah, om at forlade Mekka. I den skæbnesvangre nat,
da komplottet skulle gennemføres, lod Mesteren Ali ligge i sin seng i
stedet, og forlod selv huset, ved midnatstide. Dragne sværd glimtede
omkring, men ingen var i stand til at se ham. Han skyndte sig straks
til Abu Bakrs hus, hvor to kameler stod klar til at bringe de to gennem
ørkenen. De sad op og forlod i hast byen. Omkring 8 kilometer fra
Mekka, gemte de sig i en hule ved Djebel Thawr. Ved daggry så
fjenderne, at de var blevet narret, og i stærk ophidselse udsatte de en
dusør på 100 kameler til den der kunne bringe Den Hellige Profet
tilbage. I snesevis af ryttere drog nu afsted, ud i ørkenen, hvor de
resultatløst finkæmmede bjerge og dale. Nogle af dem kom i
nærheden af hulen ved Djebel Thawr. Abu Bakr blev nervøs, men
Mesteren sagde roligt: 'Frygt ikke; Allah er med os".
20/37
I tre døgn gemte Mesteren og Abu Bakr sig i hulen. På den fjerde dag,
fortsatte de rejsen; efter et døgns ridt standsede de atter for at få lidt
hvile.
Da blev de fundet af en rytter, der havde set deres spor, og idet han
ville ride frem imod Mesteren og Abu Bakr, snublede hesten og
rytteren blev kastet af. Han gjorde endnu to forsøg, men hver gang
skete det samme. Så indså rytteren, at her kæmpede han imod en
overnaturlig magt. Han blev så overvældet af frygt, at han bad om
nåde. Den Hellige Profet tilgav ham straks.
Yathrib bliver profetens by
De to flygtninge kom efter 6 dages rejse til Quba, en landsby 5
kilometer fra Yathrib. Her blev de i næsten to uger, og her sluttede Ali
sig til dem. I Quba blev den første moske bygget, og under opførelsen
deltog Den Hellige Profet og hans ledsagere, som almindelige
arbejdere. I alle disse dage havde Yathribs folk været på udkig efter
Mesteren. Men hver morgen mødte de forgæves op, uden for byen;
endnu var han ikke i sigte, men omsider oprandt den lykkelige dag. På
en fredag morgen forlod Den Hellige Profet Quba. En begejstret
modtagelse ventede ham i Yathrib. Mænd og børn stod langs med
vejen. Kvinderne stod på hustagene og sang af glæde.
Mesteren drog ind i byen, ridende på sin kamel. Alle ønskede at han
skulle blive deres gæst, men han lod sin kamel vandre videre, og
sagde: "Der hvor kamelen standser, vil jeg blive". Dette skete ved Abu
Ayyub Ansaris hus, og han fik den ære at blive Den Hellige Profets
vært. Muhammad (fred være med ham) blev der i næsten 7 måneder,
mens hans eget hus blev bygget. Fra den dag Den Hellige Profet kom
til Yathrib fik byen navnet "Madina-tun-Nabi" eller Profetens by. Med
tiden blev byen kendt som Medina. Yathrib, der indtil da havde været
kendt som et lille søvnigt bondesamfund, ændrede pludselig
betydning, og blev nu en af verdens vigtigste byer. Den blev
udgangspunkt for en revolution, der skulle ændre menneskets
historiske forløb. Ved at forsyne Islam med et hjemsted sprang Yathrib
ind på verdensarenaen.
21/37
Islams broderskab
"Enhver muslim er bror til alle andre muslimer" lyder Islams lære.
Denne lærdom blev sat på sin første store prøve i Medina.
Flygtningene fra Mekka havde hverken hjem eller penge. De fleste af
dem, havde tidligere været ret velstående folk, men Mekka-boerne
havde ikke givet dem lejlighed til at bringe noget med sig.
Den Hellige Profets første problem blev derfor at finde bolig til disse
mennesker.
Islams broderskab løste ethvert spørgsmål. Mesteren tilkaldte en
Ansari (Medina-boer) og en Muhâdjir (flygtning), og sagde: "Fra nu af
er I brødre". Båndene imellem disse to blev langt stærkere end
blodets bånd var. Ansarien gav sin bror fra Mekka halvdelen af alt
hvad han havde - hus, jord, penge og andre ejendele. Aldrig tidligere
havde verden kendt et sådant broderskab.
Profetens moske
Nu var Yathrib Profetens by, og det hastede med at bygge en moske.
En grund blev købt, tæt ved Abu Ayyub al-Ansaris hus og her blev
Medinas første moske opført.
Den havde vægge af soltørret mudret jord og et tag af palmeblade.
Tæt ved den nye moske opførtes en hytte til Mesterens familie. Under
konstruktionen af moskeen arbejdede Den Hellige Profet atter som
arbejder. Han bar de tunge stenblokke, som bøjede hans ryg under
deres vægt.
"Kære Mester", sagde hans tilhængere, "der er nok af os til at gøre
arbejdet. Det er bedre at du hviler".
"Nej!" kom svaret straks, "også jeg må slide i det, akkurat som mine
ledsagere gør det".
Moskeen dækkede et stort område. I et hjørne blev der rejst en
forhøjning, med et stråtækt tag, hvor Ashabus-Suffa skulle bo. Det var
mænd, der hverken havde hjem eller familier, og de havde kun liden
interesse i verden og dens anliggender. Meget af deres tid blev brugt
på at iagttage og nedskrive hvad Den Hellige Profet sagde og gjorde.
For at opretholde livet indsamlede de træ og solgte det i bazaren.
Yathrib viste sig at være en frugtbar jord for Islam. Byen var
hovedsageligt beboet af Aws- og Khazradj-stammerne, der begge
hurtigt søgte ind i Islams fold. Nogle jødiske familier boede der også.
Skønt de var få i antal, var de temmelig rige og meget magtfulde. Den
Hellige Profet indgik en overenskomst om gensidig hjælp, med dem.
På den måde fandt Islam et sikkert hjemsted i Yathrib. Her var der
frihed til at vokse i styrke.
22/37
Mekka-boerne forbereder et angreb
Mekka-boerne kunne næppe forventes at forholde sig i ro mens Islam
slog rod i Medina. Handel med Syrien var høvdingenes vigtigste
næringsvej, og deres handelsruter lå ikke langt fra Medina. Derfor
betød et stærkt Islam også at disse forbindelseslinier kunne blive
truet. Derfor forberedte Mekka-høvdingene et angreb på Medina,
førend det var for sent. Deres leder, Abu Sufyan, anførte en karavane
til Syrien. Fortjenesten fra denne karavanes last skulle bruges til at
udruste en hær med, og fjerne Islams nyligt grundlagte hjem.
Muslimerne havde ikke været i byen i mere end et år, da
underretningerne om de fjendtlige forberedelser begyndte at indløbe. I
selvforsvar måtte også de lægge planer. De besluttede sig derfor til at
angribe Abu Sufyans karavane, når den var på vej tilbage til Mekka.
Men Abu Sufyan var imidlertid klog, idet han forudså faren, og valgte
en anden rute, selvom den var længere.
Mekka-høvdingene besluttede sig til at indtage Medina ved et
overraskelsesangreb, så de ville ikke vente indtil Abu Sufyan var
kommet tilbage. En mængde mænd med våben strømmede fra Mekka
og styrede mod Profetens by.
Næppe havde Abu Sufyans karavane passeret Medina, da rapporter
begyndte at indløbe om, at en vældig hær snart ville stå foran byens
porte. Medina skyndte sig febrilsk at forberede sig på angrebet.
Slaget ved Badr
Den muslimske ånd
Før de afsluttende planer, indkaldte Den Hellige Profet til et møde og
forelagde sine ideer for folket. Muhadjir-lederne forsikrede ham om
deres totale støtte. Men Mesteren ønskede at kende Ansariernes
følelser. Da lederne så dette stod de frem, og sagde. "Oh Allahs
udsending, vi vil adlyde dig, om så du befaler os at springe i havet". Et
smil viste sig på Den Hellige Profets ansigt, da han hørte svaret. Det
blev besluttet at Muslimerne straks skulle drage ud for at hindre
fjendens videre fremmarch.
I måneden Ramadan drog Den Hellige Profet ud fra Medina, i spidsen
for en hær på 317 muslimer, heriblandt to unge knægte. Der var kun
ganske få heste og de troende var ikke iført harnisk. Mekka-hæren
bestod af omkring 1000 mænd, der alle var velbevæbnet, og af
næsten 300 heste og 700 kameler.
23/37
Ved Badr, en landsby 100 kilometer fra Medina mødtes de to hære, og
her slog de også lejr for natten. Hele natten lang lukkede Den Hellige
Profet ikke et øje. Han stod foran Herren, grædende og bedende, om
en muslimsk sejr. "Herre", udbrød han, "Quraish er opsat på at bringe
døden til din Profet. Herre! Kom os til hjælp. Hvis denne håndfuld
muslimer omkommer i dag, hvem skal da tilbede dig herefter?" Tidligt
næste morgen, fredag den 17. Ramadan, stod de to hære overfor
hinanden. Den Hellige Profet arrangerede selv sine linier. Derefter gik
han til den lille løvhytte, der var lavet til ham. Her faldt han på knæ i
bøn, og bad Allah om at hjælpe muslimerne. Kampen begyndte med
enkelte fægtninger. En stor Quraishhøvding, Utba, kastede sig ud i
striden. Han var ledsaget af sin bror Shaybah og hans søn Walid. Tre
Ansarier mødte dem. "I er ikke vore ligemænd", udbrød den stolte
Mekka-høvding; "send folk af ædlere blod til at kæmpe med os". Dette
opildnede Hamza, Ali og Ubayda til at kæmpe med endnu større
styrke. Hamza dræbte Utba, Ali Walid, mens Ubayda blev såret af
Shaybah. Derpå kastede Ali og Hamza sig over Shaybah og slog ham
ihjel. Ubayda blev båret tilbage til muslimernes lejr. Han døde ved
Mesterens fødder, med et smil om læberne.
Allahs hjælp
Almindelig kamp begyndte nu. Mekkas hær var 3 gange så stor som
muslimernes, og den var iført stål og harnisk. Men en mærkelig glød
opildnede muslimerne. Mange af dem så deres egne slægtninge falde
for deres sværd, men intet kunne standse hænderne der dræbte.
Mesteren befandt sig i stadig bøn. De hårdt trængte tilhængere
strømmede hen til ham efter inspiration og mod, men de fandt ham i
samtale med sin Herre. Hans pande berørte jorden. Igen og igen
gentog han "Herre opfyld dine løfter. Hvis denne flok muslimer
omkommer i dag, vil der ikke være nogen tilbage, som kan tilbede
dig". Omsider bragte Gabriel gode varsler om sejren.
Den Hellige Profet kom da ud fra sin hytte, og meddelte sine
tilhængere de gode nyheder.
To Ansari-knægte
Abu Djahl, der kommanderede Mekka-hæren, var Islams dødsfjende,
og enhver muslim ønskede at være den, der dræbte uslingen. To
Ansari-knægte kom til Abdur Rahman ben Awf og spurgte "Onkel,
hvem er Abu Djahl?". Onkelen udpegede den stolte Mekkakriger, der
befandt sig midt i kampens hede, og i samme øjeblik faldt de to
knægte over uslingen, som sultne ørne. De slog ham til jorden og
skilte hans hoved fra kroppen.
24/37
Mange andre Mekkakrigere blev dræbt på lignende måde, og snart
mistede de øvrige soldater modet og flygtede. Muslimernes sejr var
fuldstændig. Den første styrkeprøve gav Islam overtaget. Det var
uden tvivl et sjældent mirakel. Allah, den almægtige havde skænket
overmenneskelig styrke til en håndfuld af sine tjenere. Verden havde
ikke set et sådant mirakel tidligere.
Krigsfanger
Muslimerne havde efter slaget ved Badr kun fjorten dræbte. Hos
Mekka-hæren døde halvfjerds mænd, og et lige så stort antal blev
taget til fange og bragt til Medina. Alle blev de venligt behandlet, og
de troende gav dem bedre mad at spise, end de selv fik. Omsider blev
fangerne frigivet efter at løsesummen var blevet betalt. Abbas, Den
Hellige Profets onkel var blandt fangerne. Nogen sagde: "Vi må hellere
lade Abbas gå uden at betale noget". "Nej, nej", sagde Mesteren,
"Abbas er en rig mand, så han skulle langt snarere betale det
dobbelte". Nogle fanger, der kunne læse og skrive, vandt deres frihed,
ved at undervise ti muslimer i alfabetet.
Et vendepunkt i historien
Slaget ved Badr var tilsyneladende en mindre affære, som blev
udkæmpet i et fjernt og ukendt hjørne af verden. Men den fremtidige
udvikling i hele menneskehedens liv, afhang af kampens udfald. Som
Den Hellige Profet tydeligt havde forudset ville muslimernes nederlag
ved Badr have betydet en afslutning på Islams eksistens, og dermed
også afslutningen på al menneskelig værdighed. Sejren ved Badr
gjorde med et Islam til en styrke, der måtte frygtes og respekteres.
Fra nu af blev Islam en altovervældende styrke, der skulle tage vare
på menneskenes hele liv, deres sjæle såvel som deres verdslige
anliggender. Mesteren som hidtil havde været troens overhoved, blev
nu også statens leder.
To ægteskaber
Kort tid efter slaget ved Badr skænkede Den Hellige Profet to af sine
døtre bort til giftermål. Fatima, den yngste datter blev viet til Ali.
Hendes medgift bestod af nogle få lerkar, en vandsæk og to
håndmøller. Disse gaver skulle blive hendes livsledsagere, og i årene
der fulgte, malede Fatima altid selv sit mel, og hentede selv sit vand
ved brønden. Den anden datter, Umm Kulthum blev gift med Uthman
ben Affan. Inden da var hendes søster Ruqayya blevet viet til samme
Uthman, men hun døde efter kort tids ægteskab, og derfor skænkede
Mesteren sin anden datter til Uthman. Således fik han titlen
"DhunNurain" hvilket betyder "indehaveren af to lys".
25/37
Mekka-boerne lider under nederlaget ved Badr
At kampen skulle ende som den gjorde, var der ingen i Mekka der
havde forestillet sig. Da nyheden nåede frem, afviste alle den, som
usandhed. Men senere måtte de erkende, at det var rigtigt. Efter at
have tilbragt nogle dage i tungsind og fortvivlelse, kom den naturlige
stolthed tilbage. De besluttede sig til at udslette skammens nederlag,
og de traf hurtigt forberedelser til endnu en krig mod Islam. Denne
gang i en langt større målestok, end tidligere. En hær på 3000 mænd
blev udrustet. Kvinderne marcherede med, sammen med deres mænd,
brødre og svogre. De skulle komme med kampråb, og opildne krigerne
til modige handlinger. De skulle også fange alle der forsøgte, at flygte,
og sende dem tilbage til kamppladsen.
En overraskelse for muslimerne
Quraish'erne stillede en hær på mere end 3000 mænd på benene.
Rasende af hævntørst begyndte denne masse at bevæge sig frem mod
Medina. Mekka-hæren var på march, men muslimerne anede intet
derom, og først da de fremmede befandt sig tæt ved Den Hellige
Profets by nåede beskeden frem fra Abbas, Mesterens onkel. Disse
underretninger gjorde naturligvis Den Hellige Profet meget urolig. Som
sædvanlig fremlagde han sagen for folket. Nogle sagde, at det var
bedst at blive inde i byen, og der slå fjenden tilbage, mens andre
ønskede at kæmpe i det åbne land. Den Hellige Profet syntes bedst
om den første plan, men da langt de fleste foretrak åben kamp
besluttede han sig til at respektere flertallets ønske.
Hyklerne svigter
Det var en fredag. Efter at have gennemført den sene aftenbøn, iførte
Mesteren sig sit harnisk og var nu klar til at lede sine mænd til
slagmarken. Henvendt til tropperne sagde han: "Hvis I lægger jeres liv
i Allahs hænder og står fast, vil sejren blive vor". Den Hellige Profet
forlod nu Medina i spidsen for 1000 mænd. Da de skulle gennem
byporten, skilte hyklernes leder Abdullah ben Ubayy sig ud fra
hærskaren med sine 300 soldater. "Vi ønsker ikke at kæmpe i det
åbne land", sagde han, der ønskede at kæmpe mod fjenden indenfor
byens mure. Han brugte dette som undskyldning for at svigte, og
reducerede hermed den Muslimske hær til 700 mænd.
Slaget ved Uhud
Uhud er en bakke få kilometer fra Medina. Den 11. Shawwal,
marcherede Den Hellige Profet hertil og tog opstilling med bakken i
ryggen. Derpå arrangerede han sine linier.
26/37
Ved bakkens fod var der et smalt pas, som kunne blive farligt såfremt
fjenden gjorde omkring, og lavede et bagholdsangreb. Halvtreds
bueskytter blev derfor posteret der, med strenge ordrer om ikke at
forlade deres stillinger, uanset slagets udfald. Slaget begyndte, som
vanligt med spredte fægtninger, der snart blev efterfulgt af almindelig
kamp. Uagtet at muslimerne var underlegne i antal, begyndte det
snart at tynde ud i modstandernes rækker. Kvinder på begge sider,
spillede også deres vigtige rolle. Quraishkvinder opildnede mændene
og sang kampsange, mens de muslimske kvinder forsynede krigerne
med vand, og tog sig af de døde og sårede.
Sejr vendes til nederlag
En efter en blev flere af Mekka-hærens standart-bærere dræbt, og
deres standarter lå dybt i støvet. De panikslagne Mekka-krigere
glemte endog at tage sig af de gudebilleder, de havde ført med til
kamppladsen. De hæslige ting lå med ansigtet i støvet, og kvindernes
kampråb viste sig ikke at være til nogen nytte længere, idet deres
mænd, og de selv med, flygtede, over stok og sten, efterladende et
stort bytte. Ved synet af dette bytte glemte bueskytterne alt om de
ordrer de havde fået, om at forsvare passet, og de løb frem for at
samle de efterladte ting op. Khalid ben Walid, der endnu ikke var
blevet muslim, var en af de fjendtlige generaler. Han så at passet var
ubevogtet. Hurtigt ledte han en styrke ind gennem den trange kløft,
dræbte de få bueskytter, der var blevet på deres post, og faldt den
muslimske hovedstyrke i ryggen. Da de øvrige Quraish-ledere, der var
på vild flugt, så dette, vendte de hurtigt om, og genoptog kampen.
Dette kom som en fuldstændig overraskelse for muslimerne. Sejr var
indenfor rækkevidde, da de pludselig så sig indfanget i en dødelig
fælde. Forvirringen spredtes, og for at gøre det hele endnu værre blev
den muslimske standart-bærer Musab ben Omayr dræbt. Han lignede
af ydre Mesteren selv, og hurtigt løb rygtet om at Den Hellige Profet
var død, og dette var med til at ødelægge muslimernes kampvilje. Da
de troede sig uden leder mistede de modet. Stor forvirring fulgte nu.
Små lommer af kæmpende muslimer holdt endnu ud her og der, men
også denne modstand blev brudt af den talstærke modstand. Det
syntes nu som om ikke en eneste muslim skulle overleve katastrofen.
Muslimer dør for Mesteren
I mellemtiden stod Den Hellige Profet fast på jorden omgivet af sine
trofaste medkæmpere. Abu Dudjana skærmede Mesteren med sin
umådelige krop og Saad ibn Abi Waqqas holdt fjenden på afstand med
sine pile.
27/37
Det lykkes Kaab ben Malik at få et glimt af Mesteren selv. "Godt nyt,
Oh muslimer; Allahs Profet er hos os", råbte han gennem
kamplarmen. Alle vendte blikket imod stedet.
Ven og fjende strømmede til. Fra alle sider rullede bølger af rasende
Mekka-krigere henimod den lille muslimske lomme, der omgav
Mesteren. Men de troende stod som en stenmur rundt om deres
Profet, og tilbageviste alle angreb med overmenneskelig styrke.
Mange døde, og endnu flere blev såret. Så voldsom var kampen og
vildskaben i fjendens angreb at Den Hellige Profet blev såret, idet han
blev ramt i hovedet samt mistede to tænder. Blod strømmede ham
ned ad kinden, men han var stadig så blid som nogensinde. "Hvilket
håb for et folk, som farver deres profets ansigt rødt", udbrød han. Med
sværdet i fremstrakt hånd, sagde Mesteren: "Hvem vil øve
retfærdighed med dette sværd?" Abu Dudjana fik fat om våbnet og
sprang på Mekka-krigerne som en vildkat. De unge Ansari-krigere
dannede en solid ring omkring Mesteren og kæmpede med helt
overmenneskelig styrke og mod. En Ansari-kvinde, Umm Ammara, tog
sig af de sårede. Da hun så, at Mesterens liv var i fare, trak hun sit
sværd og kastede sig ud i kampen. Også hun kæmpede desperat og
modigt, til hun var hårdt såret.
Fjenden drives tilbage
Som kampen skred frem samlede hele den muslimske styrke sig rundt
om Mesteren. Orden og tillid vendte tilbage. Langsomt blev fjenden
trængt tilbage. Mesteren fulgt af sine mænd, steg op på Djebel Uhud,
for at få et overblik over situationen. Mekka-krigerne fandt det ikke
sikkert, at gå for langt frem, så de lod muslimerne blive tilbage, mens
de marcherede hjemad mod Mekka. Slaget ved Uhud kostede
muslimerne halvfjerds værdifulde liv, og iblandt de faldne var Hamza,
en af Islams modigste sønner. Hans død gjorde Den Hellige Profet
meget bedrøvet. "Dette er den sørgeligste ulykke, der er overgået
mig", udbrød han, da han så Hamzas lemlæstede lig. "Må Allah
forbyde, at jeg stilles overfor en sådan ulykkelig hændelse igen". I dyb
sorg, blev martyrerne begravet og de troende vendte tilbage til
Medina.
28/37
Islam vokser i styrke
Til trods for deres tilsyneladende sejr ved Uhud, mistede
Ouraishlederne ikke deres ærefrygt for Islam.
I hjertet vidste de, at sejren i realiteten tilhørte Den Hellige Profet, og
hans tilhængere, og at det kun var den skæbnesvangre fejltagelse hos
nogle få muslimer (nemlig: bueskytterne i passet), der havde vendt
muslimernes sejr til nederlag. For de stolte Mekka-boere, var der
ingen tvivl om, at de ikke længere kunne modstå muslimernes
religion. I de næstfølgende to år gjorde de da heller intet forsøg på at
indtage Medina.
Det jødiske komplot
Jøderne i Medina var rige og mægtige, og med tiden, som Islam
voksede sig stærk, blev de misundelige og begyndte at lægge
hemmelige planer om at tilintetgøre religionen fuldstændigt. Disse
planer blev heldigvis opdaget, og 2 af de 3 jødiske stammer måtte se
sig nødsaget til at forlade Medina. Mange af dem bosatte sig i
Khaybar, der fra da af blev et stærkt jødisk knudepunkt, og herfra
blev jødiske agenter sendt ud over hele Arabien for at slutte landet
sammen mod Islam.
Planen fungerede godt, thi med stor snilde og listighed vandt jøderne
alle de elementer i landet, der var imod Islam, over på deres side. For
at gøre fælles sag med Mekka-stammerne, gik de åbent ind for
afgudsdyrkelse og glemte alt hvad de tidligere havde sagt og gjort til
bekæmpelse af hedenskab. Som agenternes arbejde skred frem,
lykkedes det jøderne at rejse en hær på omkring 24.000 mand. I
Hidjrahs femte år bevægede denne arme sig mod Medina, hvor
muslimerne skulle overlistes. Men en landsomfattende alliance kunne
ikke holdes hemmeligt. Meldinger om de fjendtlige foreberedelser var
lang tid i forvejen strømmet til Medina, og muslimerne var således
forberedte på at møde den hidtil største hær i Arabiens historie.
Skyttegravsslaget (Khandaq-slaget)
Den Hellige Profet fik i tide underretning om den jødiske
sammensværgelse, og han søgte råd hos sine tilhængere, som
tidligere. En af dem, Salmân al-Fârisi, foreslog at de gravede en dyb
rende til forsvar for byens "åbne sider". Dette var en plan alle kunne
godtage, og i tyve dage arbejdede 3000 mænd på at gøre
skyttegraven færdig. Igen deltog Den Hellige Profet i arbejdet på lige
fod med sine tilhængere. Da arbejdet var færdigt, var der blevet skabt
et imponerende forsvarsværk, der var 5 meter dybt og lige så bredt.
29/37
Her var den muslimske hær i sikkerhed. De allierede styrker
strømmede mod Medina under kommando af Abu Sufyan. Foran byens
porte blev de standset af skyttegraven, og for at skjule deres egen
magtesløshed, begyndte de at håne muslimerne. "Det sømmer sig
ikke for en araber, at kæmpe bag en beskyttelse", råbte de. De havde
imidlertid bragt rigeligt med forsyninger med sig, så de besluttede at
belejre Medina. I uger stod denne belejring på. Forsyningerne i Medina
begyndte at blive små. En jødisk stamme, Banu Quraiza, der boede
indenfor Medinas sikre mure, havde i det skjulte ført forhandlinger
med fjenden, og disse hyklere havde travlt med deres
smædekampagne mod Mesteren, men til trods for alt dette var den
muslimske moral fortsat meget høj, og alle nærede den dybeste tillid
til Allah og hans udsending. På belejringens 27. dag ramte en frygtelig
cyklon Medina-området. Fjendens telte blæste omkuld, og de
voldsomme regnskyl blev ødelæggende for deres forsyninger og lagre.
Kolde vinde fik belejrernes blod til at fryse til is. Oveni det hele blev
Mekka-hæren ramt af indre splid og uenighed. Til muslimernes store
glæde blev belejringen ophævet og de fjendtlige hære forsvandt lige
så pludselig, som de var kommet.
Hudaybiya-traktaten
I Hidjrah'ens sjette år, forlod Den Hellige Profet Medina for at besøge
Kaabaen. Han slog lejr ved Hudaybiya, lige udenfor sin gamle fødeby.
Besked blev sendt til Quraish-lederne om at muslimerne ikke var
kommet for at kæmpe, men for at besøge Allahs hus. Mekka-boerne
syntes slet ikke at være indstillede på, at modtage Muslimerne med
god vilje og fred. Imidlertid blev deres udsendinge, der kom til
fredsdrøftelser, i muslimernes lejr, forbavset over den ånd, der
herskede blandt Muhammads (fred være med ham) tilhængere.
Muslimerne viste ubegrænset kærlighed og respekt for Mesteren, og
udsendingene havde aldrig oplevet noget lignende. Derfor rådede de
deres folk til ikke at presse for hårdt på. Efter langvarige drøftelser
indvilligede Quraish-lederne til slut i at underskrive en fredstraktat. I
følge denne skulle muslimerne drage tilbage til Medina, uden at have
besøgt Kaabaen. De skulle så komme igen næste år, og måtte da
højst blive i Mekka i tre dage. Traktaten sagde også, at muslimerne
skulle sende desertører tilbage til Mekka. Efter alt at dømme var
aftalen en sejr for Quraish-lederne. Men det viste sig snart at være
anderledes. For første gang var muslimerne nu i stand til at blande sig
frit med andre stammer, som de syntes om. Det gav Mekka-boerne
mulighed for at få nærmere syn på Islam, og mange følte snart dens
naturlige tiltrækning, og kom ind i Islams fold. Blandt disse var mænd
som Khâlid ben Walîd, Mekkas berømte general.
30/37
Traktaten forbød også nye muslimer at drage til Medina. Disse havde
så kun at danne deres egen koloni, hvilket skete ved kysten af Det
Røde Hav.
Det nye samfund blev således snart en trussel mod Quraishstammernes
handelsruter. Til sidst så de sig nødsaget til at slette den
helt åbentlyst uretfærdige paragraf af traktaten. Således blev
overenskomsten fra Hudaybiya med tiden, en klar sejr for Islam.
Råbet til verden
Den Hellige Profet var blevet sendt som en velsignelse for hele
menneskeheden. De endeløse krige med Quraish-lederne havde længe
holdt Islam indenfor bystatens mure, men traktaten fra Hudaybiya gav
nu Mesteren mulighed for at gøre Islams velsignelser universelle. Han
skrev breve til regenter og konger og opfordrede dem til at acceptere
Islam. Disse breve blev overbragt af betroede udsendinge, og der blev
blandt andet sendt breve til kongerne af Iran, Byzantium, Abyssinien
og Ægypten. Negus, Abyssiniens konge antog Islam. Den ægyptiske
konge gjorde det ikke, men sendte dog gaver i stedet til Den Hellige
Profet. Kejseren af Byzantium gav besked om at bringe nogle arabere,
der kunne fortælle ham om den nye religion og om Den Hellige Profet.
Abu Sufyan, Mekka-lederen, var tilfældigvis på besøg i Syrien, på
dette tidspunkt, og tilfældet ville, at det blev ham der blev bragt til
kejserens hof, for at fortælle om Islams lære. Kejseren blev dybt
imponeret over det han hørte, og sagde "at Islam var sandhedens
budskab". Irans kejser, Khusro Parvez blev derimod yderst opbragt
over tonen i Mesterens brev, som han ikke fandt ærbødig nok, og han
rev det vredt i stykker. Da Den Hellige Profet fik dette fortalt, sagde
han: "Allah vil sønderrive hans rige på lignende vis". I løbet af få
måneder blev verden vidne til sandheden i disse ord. Khusros søn,
Shiroya, gjorde oprør mod sin far, og dræbte ham, og fra dette øjeblik
fik det persiske imperium ingen ro og fred.
Mekka falder
I to år blev Hudaybiya-traktaten respekteret af Mekka-boerne, indtil
de pludselig brød den. Den Hellige Profet sendte en delegation for at få
at vide hvorfor. Quraish-lederne svarede, at de ikke længere følte sig
bundne af aftalen. På den 10. dag i Ramadan, 8 a.h., drog Den Hellige
Profet mod Mekka i spidsen for en hær på 10.000 mand. De slog lejr
få kilometer fra byen, og deres tilsynekomst vakte stor opstandelse
hos Mekkaboerne. I nattens mulm og mørke så de hele ørkenen oplyst
af lejrbål. Deres leder Abu Sufyan, kom til muslimernes lejr for at tage
bestik af situationen, men han blev hurtigt genkendt, taget til fange
og bragt til Mesterens kvarter.
31/37
Han var en af Islams mest uforsonlige modstandere, og havde gjort
hvad der stod i hans magt for at udslette religionen. Nu stod han som
en hjælpeløs fange. En simpel gestus kunne udslette hans liv. Men
Mesteren var legemliggørelsen af kærlighed og nåde. "Alle dine
forseelser er dig tilgivet, Abu Sufyan", sagde han med et smil "den der
går ind i dit hus vil være sikker". Tidlig næste morgen, begyndte
indmarchen i Mekka. Muslimerne havde strenge ordrer om ikke at
udgyde noget blod. Mekka-boerne fik at vide, at de ville være i
sikkerhed, hvis de holdt sig indendøre, tog ophold i Kaabaen eller i
Abu Sufyans hus. De muslimske tropper strømmede nu ind i byen.
Den Hellige Profets grønne fane bølgede fredeligt i den lette brise. Den
Hellige Profet red på sin snehvide hoppe, Duldul. Byen, som havde
jaget ham ud og ført en grusom krig imod ham, lå nu foran hans
fødder. Men Mesteren var så ydmyg og venligsindet, som altid. Hans
hoved var bøjet i bøn, og han gentog: "Lovet være Allah, som gør
godt med sine ord, som hjælper sine tjenere, og som knuser alle sine
fjender".
Amnesti til alle
Den Hellige Profet trådte ind i Kaabaen og rensede den for afguder.
Intet spor af ugudeligheden fik lov at forblive. Bilal, en af Mesterens
trofaste ledsagere, steg op pa Kaabaens tag og fremsagde "Azan", og
under ledelse af Mesteren bad sejrherrerne takkebønnen. I Kaabaen
var Mekka-lederne forsamlet, hvor de tavst overværede hvad der
foregik. Alle var de forbrydere og fortjente ingen barmhjertighed efter
nogen kendt lov. Efter bønnen, henvendte Den Hellige Profet sig til
dem og sagde: "Oh Quraish-høvdinge, ved I hvordan jeg vil behandle
jer?" "For de yngre i blandt os", svarede de, "er du en ædel bror, og
for de ældre, er du en prægtig nevø". "Jeg vil behandle jer" fortsatte
Mesteren i en venlig tone "ligesom Josef behandlede sine brødre. I kan
alle gå herfra uden frygt, af nogen art. Må Allah tilgive jer". Mekkahøvdingene
troede næppe deres egne ører. I blandt dem var der
personer, som havde stræbt Den Hellige Profet efter livet. Der var
også en, der var skyld i hans datters død, og der var Abu Sufyans
kone, Hind, som havde spist Hamzas lever og hjerte. Disse synder
kaldte på stærke og skånselsløse reaktioner. Men alt og alle blev
tilgivet og glemt. Aldrig i historien havde der været en sejrherre, der
viste sine slagne fjender så megen kærlighed og nåde.
32/37
Talen til forsamlingen
Mesteren talte da til den store forsamling, der stod rundt om Kaabaen.
Han sagde: "Allah er den eneste der er værd at tilbede. Han har ingen
jævnbyrdige. Han gør godt og Han hjælper sine tjenere og udsletter
sine fjender. Jeg træder al falsk ære, alle blodfejder og tåbelige skikke
fra den hedenske tid under fode. Alle mennesker er skabt lige, og fra i
dag, vil stolthed over fornem herkomst tilhøre fortiden. I er alle Adams
børn, og Adam blev skabt af støvet. De mest ærefulde i blandt jer, er
de som frygter Allah mest. Allah har forbudt åger og nydelse af vin".
Slaget ved Hunain
Mekkas fald betød dog ikke afslutningen på al modstand mod Islam.
Banu Thaqif, den ledende Taif-stamme, var stadig ubesejret.
Endvidere fandtes Hawazin-stammen, der havde besat strækningen
mellem Mekka og Taif. Mekkas fald forstyrrede i højeste grad disse to
stammer, og de frygtede for deres liv og religion. For at dæmme op
for faren, samlede de en umådelig hær, der marcherede mod Mekka,
og slog lejr ved Hunain. Et snævert pas var den eneste indgang til
dalen. Fjendens bueskytter overvågede passet gemt bag klipper og
buske. Mesteren anførte en hær på 12.000 krigere, og det var den
største hær han endnu havde stået i spidsen for. Hærens størrelse
gjorde nogle af muslimerne overmodige og sikre på en let sejr. Ved
aftenstide nåede den islamiske hærstyrke dalens indgang og slog lejr
der. Tidligt næste morgen brød hæren op igen. Mesteren dannede
bagtroppen. Da de befandt sig i det snævre pas blev de pludselig
overdænget med fjendens dødbringende pile. Det var stadig tusmørke
og sigtbarheden var ringe. Rædsel overvældede fortroppen i den
muslimske hær, som udgjordes af Mekka-boere. Hovedløst og
panikslagent flygtede de tilbage og stor forvirring fulgte. Stamme efter
stamme flygtede fra Den Hellige Profet. Næsten ene og forladt stod
han fast og råbte så højt at hans stemme skar gennem tumlen og
larmen fra de flygtende krigere: "Jeg er Allahs Profet, der er ingen
usandhed deri, og jeg er Abdul Muttalibs barnebarn". Ordene havde en
øjeblikkelig virkning. Muslimerne vendte omkring og løb hen mod det
sted, hvor Mesteren stod. Snart faldt de over fjenden og vandt dagens
kamp.
33/37
Ansari-krigernes hengivenhed for Mesteren
Sejren ved Hunain skaffede et rigt bytte og meget af det blev givet til
Mekka-boerne, der havde antaget Islams lære, kun få uger i forvejen.
Dette syntes uforståeligt for de unge Ansari-krigere. "Den Hellige
Profet er urimelig venlig mod sin egen stamme", sagde de, "vore
sværd er farvet røde af blod, mens Quraishierne belæsses med
gaver". "Disse ord nåede Den Hellige Profets ører, og han
sammenkaldte de utilfredse Ansari-krigere og sagde: "Oh Ansarier!
Hvad er det for en helt ny ting I har fundet i jeres hjerter? I var i
vildrede og Allah viste jer vejen. I var hinandens fjender og Allah
gjorde jer til brødre. I var fattige og Allah gjorde jer rige". "Sandt nok"
sagde en Ansari. "Allah og hans Apostel har været meget barmhjertige
imod os". "Men" fortsatte Den Hellige Profet, "I kan sige, at I gav
Islam et sikkert hjem, og det er sandt nok. Mine kære Ansari-venner;
jeg skænkede disse mennesker denne verdens ubetydelige ting, for at
deres hjerter kan vindes for Islam. Men I, er allerede velsignet med
Islams uvurderlige gaver. Synes I ikke om, Oh Ansarier, at folk tager
får og geder med sig, og at I tager Allahs profet til jer. Oh Allah, se i
nåde til Ansarierne, deres børn og deres børnebørn." Ansari-krigerne
blev dybt rørte, og de græd så meget at deres skæg var våde af tårer.
Missionens fuldendelse
I Hidjrahs niende år, fandt Islams første Hadj sted. Den Hellige Profet
var selv ude af stand til at lede den, så han sendte Abu Bakr, som sin
stedfortræder. Dette og de efterfølgende år blev markeret ved Islams
hastige udbredelse. Grupper af mennesker fra de fjerneste dele af
Arabien strømmede til Medina. Her tilbragte de nogen tid, lærte de
principielle ting og øvelser i den nye religion. Derefter drog de tilbage
til deres egne stammer og lærte dem, om Islams tro og lære.
Den sidste valfart
I Hidjrahs 10. år sendte Den Hellige Profet besked ud over hele landet,
at nu drog han på pilgrimsrejse. Kvinder og mænd fra hele Arabien,
begav sig mod Mekka. Antallet nærmede sig 100.000 troende. På den
26. Dhul-Qaada var denne mængde på vej mod Mekka. Efter en
vandring på omkring 10 kilometer iførte Den Hellige Profet sig
pilgrimmenes dragt (Ihram), og hans ledsagere gjorde det samme.
Derpå råbte han højt: "Her er jeg, Herre! Her er jeg til din tjeneste.
Ingen er din lige, Oh Allah!" Ordene blev gentaget af tusinder af
stemmer og hele ørkenen genlød af disse råb. På den 5. Dhul-Hidja
nåede Mesteren til Mekka. Da han kom til Kaabaen gik han rundt om
den syv gange. Dernæst besteg han Djebel Safa og erklærede: "Ingen
anden er værd at tilbede end Allah, og han har ingen jævnbyrdige.
34/37
Alle lovprisninger og velsignelser tilkommer ham alene. Det er ham
som skaber liv og død. Han holdt sine løfter, hjalp sin tjener og han
knuste fjenderne".
Det sidste budskab
Den 9. Dhul-Hidja drog Mesteren til Arafat-dalen, og han red på sin
kamel, Qaswa, mens han skuede ud over menneskehavet, der strakte
sig så langt øjet rakte. Fra sin sadel fremsagde han sin berømte
afskedstale, og hvert eneste ord, blev tydeligt gentaget af råbere, der
var hensigtsmæssigt placeret i mængden. "Oh folk", begyndte
Mesteren, "lyt til mig. Måske er det sidste gang vi ses, her på dette
sted.
Fra i dag af, er alle former for åger ulovlig. Allerførst vil jeg henvise til
min onkel Abbas. På lignende måde findes der ikke længere
blodfejder, og de skal alle straks indstilles. Til at begynde med, vil jeg
tilgive de som slog min nevø Rabia ihjel. Vær venlig imod jeres
kvinder. De har en forpligtelse til at leve rent og godt, mens I har til
opgave at sørge for deres behov og velvære. Vær venlig imod jeres
slaver, og giv dem den samme slags mad, som I selv spiser. Giv dem
ligeså gode klæder, som I selv bærer. Alle muslimer er brødre, og alle
mennesker er lige. Fødsel, hudfarve og race gør ikke et menneske
bedre end et andet. Husk at en islamisk broders liv, ære og ejendom
skal være mere hellig for jer end denne dag, denne måned og dette
sted. Jeg har efterladt to vægtige ting bag mig: Koranen og mit
personlige eksempel. Hvis I holder fast ved disse, vil I aldrig fåre vild".
Efter hver sætning, holdt Mesteren en pause, og en tilhænger, der
stod lige ved hans side, gentog ordene højt og tydeligt. Mesteren ville
være absolut sikker på, at alle i mængden havde hørt alle hans ord.
Da talen var til ende, indtrådte der en lang pause. Mesteren spurgte
folket: "Har jeg nu overbragt Allahs budskab til jer alle?" "Ja", svarede
menneskemængden igen. Den Hellige Profet vendte blikket mod
himlene og sagde: "Herre! Du er mit vidne".
Abu Bakr græder
Kort efter talen blev følgende vers åbenbaret: "I dag har jeg gjort
jeres tro fuldkommen og fuldbyrdet mine velsignelser af jer og valgt
Islam til at være jeres religion" (surah al-Mâidah âyah 3). Dette var
gode nyheder for folket, men Abu Bakr begyndte at græde. "Hvorfor
disse tårer?" blev han spurgt. "Du skulle hellere føle glæde". "Jeg har
en grund til at græde" svarede han. "Nu da den guddommelige
mission er fuldendt, vil vi ikke have Den Hellige Profet iblandt os ret
meget længere".
35/37
Islams anden pilgrimsfærd står som en milepæl i troens og religionens
historie. Dette var Mesterens sidste Hadj, og her overgav han sit
sidste budskab til folket. Hadjen markerede ligeledes troens endelige
fuldkommengørelse.
Den sidste sygdom
Abu Bakr's frygt gik i opfyldelse. To måneder efter Hadjen blev Den
Hellige Profet alvorligt syg, med høj feber og en voldsom hovedpine.
Alligevel fortsatte han med at udføre sine daglige pligter.
På sygdommens femte dag, drog han til Uhud og bad for martyrerne,
der var begravet her. Dernæst vendte han sig mod de tilstedeværende
muslimer og sagde: "Jeg frygter ikke, at I vil vende tilbage til
afgudsdyrkelse, når jeg er borte. Men jeg frygter derimod, at I vil blive
så fortabte i denne verden og dens anliggender, at I vil løbe efter en
andens tale. Da vil I forgå, som andre har gjort det før jer". Den
Hellige Profet fortsatte med at lede bønnerne, indtil han blev så
svagelig, at han ikke længere kunne gå til moskeen. Derfor bad han
Abu Bakr om at overtage hvervet i sit sted.
Den sidste prædiken
Fire dage inden sin død tog Den Hellige Profet et bad, midt på dagen,
og gik til moskeen hvor Abu Bakr netop da ledte den tidlige aftenbøn.
Han ønskede at træde tilbage, men Den Hellige Profet, lod ham med
et tegn forstå, at han skulle fortsætte. Selv satte han sig ved Abu
Bakrs side, og fremsagde bønnen. Da denne var overstået, henvendte
han sig til forsamlingen, og sagde: "Allah gav en af sine tjenere valget
mellem denne verdens glæder og de glæder der findes hinsides. Han
valgte det sidste".
Abu Bakr forstod straks, at Den Hellige Profet henviste til sig selv, og
begyndte at græde fortvivlet og udbrød: "Oh Allahs Udsending! Må
vore liv og vore børns liv blive ofret for dig! Hvilke dårlige nyheder er
dette ikke?" Mesteren forblev rolig og fortsatte: "Oh Muslimer! Vær
gode ved Ansarierne. De har gjort deres pligt; gør I nu jeres pligt
imod dem. Jeg har kun viderebragt Allahs budskab.
Jeg har ikke tilføjet noget og heller ikke holdt noget tilbage. Ve
jøderne og de kristne! De tilbeder deres profeters og hellige mænds
grave. Jeg forbyder jer at gøre ligeså. Hvis der er nogen jeg vil kalde
min ven, så må det være Abu Bakr. Men det eneste virkelige venskab,
jeg kender, er Allahs venskab. Oh, min datter Fatima! Oh min tante
Safiya! Gør noget for jeres sjæle. Jeg er ikke i stand til at hjælpe jer
imod Allahs vilje".
36/37
Til Gud i det højeste
Dagen før sin død, kom Den Hellige Profet pludselig i tanke om de syv
guldstykker han en gang havde skænket Aisha, til almisse for de
fattige. "Aisha", spurgte han, med svag stemme, "hvordan er det med
disse guldstykker?" "Jeg har været så optaget af din sygdom",
undskyldte hun sig, "at jeg slet ikke har haft tanke for penge".
"Hurtigt, skynd dig, og giv dem straks bort", forlangte Mesteren.
"Hvordan kan jeg møde Herren, hvis jeg efterlader noget guld, som
min ejendom?"
Om morgenen den 12. Rabiul-Awwal blev Den Hellige Profets tilstand
pludselig bedre. Feberen syntes at være forsvundet og hans ansigt fik
en mere strålende kulør. Alle troede, at han nu var udenfor fare. Men
ved middagstid blev situationen igen katastrofal. Mesteren mistede
bevidstheden gentagne gange. Selv i dødskampen glemte han ikke sin
Herre og Skaber. Ordene "Tilgiv mig Herre" og "Til Gud i det højeste"
var uafbrudt pa hans læber.
"Vær opmærksomme på at I beder jeres bønner rettidigt, vær venlig
imod jeres slaver og tjenestepiger" var nogle af de andre formaninger,
som han heller ikke glemte at gentage.
Hans hoved hvilede i Aishas favn. Pludselig blev det tungt, og ordene
"Til Gud i det højeste" hørtes for sidste gang, og i det næste øjeblik
var Den Hellige Profet hos Gud i det højeste.
(Må Allahs fred og velsignelser være med Muhammad og alle
hans tilhængere).
37/37

Monday, December 12, 2005

And .....

 Posted by Picasa

Sunday, December 11, 2005

Still miss you .....

 Posted by Picasa

Wednesday, December 07, 2005

Beach ..... I miss u

Sunday, December 04, 2005

Who to blame .....

I should say this ..... I was shocked the last time I fuel the gallon of kerosene (kaz in Arabic for heater) because this year the price is doubled from last year . 20 liters used to cost 2.5 JD , now it 5 Jd. It is about 0.25 Jd/liter.
I was upset and start blaming the government , the policies , blame the Americans , Saddam and even my wife because she feel cold in winter !!!!

I pass to the supermarket and with the same angry face I took 1 liter of Pepsi and I pay 0.5 Jd for it . And went out happy that I will cool my stomach after minutes
.

What !!!!!!!

Pepsi liter is for 0.5 JD and Kaz liter is 0.25 JD .

the shock here is doubled ....

Think of it and till me who to blame after all ???.... I think we should blame ourselves cause we should look better where we pay more and where we can find the right place to pay our money in.


Before you go .....

Posted by Picasa

Thursday, December 01, 2005

Before you go ........

Before you go .....
You should Know ......
How much you heart me ......
And I accept it although ......


Before you go ......
And melt like snow .......
You should understand me ......
And how our love stop to grow .....


We've been together for awhile ....
I feel it in your hands and your smile .....
You let men in inside of you ......
And now your leaving . till me why? ......


I start to till you and cry ......
That without you I can't fly ......
Will lost , die , what to do? ......
My heart rivers get dry ........


Before you go . just think twice .....
It's not a game it's not a dice ......
It is my hear , which love you .....
Return back to life the spice.